Da Han blev født, den lille, blev en verdensorden vendt på hovedet.

I år bliver julen også anderledes, hele verden rundt. Det er som om uanset hvor man vender sig, så er det både noget nyt og anderledes, og på samme tid det samme, en karusseltur der bliver ved og man kan ikke stå af.

Denne jul skal jeg fejre alene – men dog online med mine unger – alene og dog med julemad fra mine søde underboer – alene og dog med blomster og gaver sendt fra nære veninder med et postnord der denne jul har brillieret med hurtighed – alene, men med min mand i telefonen, når han mærker det brænder på i fortabthed.

Så jeg kan jo ikke klage.

Denne juleaftensmorgen er med blå himmel og sol; radioen er fuld af julemusik, som kan nappe lidt i hjertet, fordi den minder om tidligere juleaftener: som barn, som voksent menneske med alt det, der hører til, som præst – som menneskebarn.

Det er jo bare at huske på, at alt det er jeg stadig.

Også selvom covid bed mig i haserne før jul. Den er heldigvis ved at slippe.

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Glædelig jul til alle derude, ønsker jeg fra 1. sal i Bangsbostrand.

Når et bryllup sætter tiden på plads

For nyligt blev min ældste datter gift med sin elskede. Det var som alle bryllupper en stor dag, ikke mindst for dem, der er tæt på og har fulgt den ene eller den anden, fra de trak vejret allerførste gang en decemberdag for 25 år siden.

På et af de mange fotografier fra dagen går de hen ad en sti i skoven. De går hånd i hånd. De vender ryggen til. De er på vej til det, der nu er deres fælles liv.

Det kan synes vemodigt, og det er det. Men det er også og især vidunderligt livsbekræftende, at det væsen der for næsten 25 år siden trak vejret allerførste gang nu virkeligt for alvor og med fuld salut er på vej ind i, med fuld kraft, i sin helt egen fortælling sammen med sin helt egen mand i det liv der virkelig for alvor nu er deres. En fortælling med mange kapitler. Nogle af kapitlerne er allerede skrevet. De fleste ligger forude.

Det sætter livet i relief, det liv også vi andre omkring dem skal leve videre i: At deres historie er sat i sving (som menneskeliv bliver det igen og igen, som en gynge der bliver skubbet i gang). De gyngeture er vi alle i gang med. Sammen, med dem og hver for sig. Men allermest forbundet af det, vi har fælles.

Tak og til lykke.

Oktober 2020

Det har været og det er i nogen grad stadig coronatid. En tid, der allerede har fået mange ting koblet på sig: lige fra dybe bekymringer til forhåbninger om, at det gode vi har erfaret – meget mere ro, meget mere tid, meget mere familie – at det vil fortsætte. Dvs. at vi vil kunne holde fast i det.
De fortællinger, som vi hver især bærer med os fra tiden, vil som alle andre ting, vi tager med i vores livs rygsæk, være individuelle. En del fælles og en del farvet af mine øjne, mine øren, mit sind, min baggrund. Alt bærer vi med os og det kan på sin vis bekræfte noget, der kunne ligne en mistrøstig erkendelse: at vi alle er alene. For hver især er vi vores liv, ikke de andres. Det er der tænkt store filosofiske tanker om gennem menneskehedens historie. Men som dét ord siger, så er der en hel masse fælles, der bærer os – menneskene – igennem. Vi er alle født, vi skal alle dø. Vi elsker, vi spiser, danser, griner, græder, sørger, ler. Hvem vi så også er, i grunden, er en gåde vi livslangt skal finde ud af, hver især; hvad tegner netop ‘mig’?

Noget af det coronaen har blotlagt for mig, er at jeg savner at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af at synge med Philip Faber, så min sang­stemme er rusten. Jeg savner fællesskaberne i det folkelige, jeg savner at skulle stå der, meganervøs før, og oplivet bagefter, jeg har fortalt. Jeg savner at dele den fordybelse, der ligger bag søndagens prædiken – valget af salmer og bønner, overvejelserne bag søndagens tekst, både når den provokerer (som den, der står for i disse dage), eller når det er en yndlings, der glider – lidt for nemt og så dét bliver udfordringen.

Jeg savner at møde menigheden i kirken, savner lytternes forventningsfulde ansigter, når jeg står ‘afklædt’ urolig men klædt på med fortællingen; om det er en roman, et eventyr eller noget af det andet der i denne tid har haft mulighed for at spire.
Jeg savner fællesskabet. Dog, fællesskabet er jo derude, og det har hele tiden været der. Som en bjørn eller et pindsvin har det været i hi. I denne sommer vågner det op til sit nye forår.
Fællesskabets, fortællingens, fællessangens, samværets forår midt ind i sommeren, midt ind i vores liv – hvor vi nu er hver især, alene og dog sammen. Vi ses, ja vi gør. Det er godt.

Midsommer 2020

Tidens gang er noget af det, som rammer mennesket ubønhørligt.
Det er nytår og man ser frem og tilbage. Ser sig i spejlet, ser sine børn, ser sine forældre – alt vidner om at tiden går.

To bøger ramte mig stærkt, da jeg var ung. Den ene var Simone de Beauvoirs “Alle mennesker er dødelige”. Bibliotek.dk skriver om den: “Omkring år 1300 drikker italieneren Raymond Fosca udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse: at magt, kærlighed, rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok”.
En anden, som jeg aktuelt genbesøger, er Kerstin Ekmanns “Røverne i Skuleskoven”. Den slog mig også helt omkuld, da jeg var ca. 25 år. Siden har jeg foræret værket væk flere gange.
I december hørte jeg Doris Ottesen fortælle af den. Da greb jeg den igen. Doris Ottesen har heldigvis også skrevet et rigtig godt bogværk om Kerstin Ekmann. For fortællingen om Skord (navnet er sammensat af skov og ORD) er sær og særlig og stærkt anbefalelsesværdig.
Skord opstår ligesom bare af skovbunden, vistnok omkring slutningen af 1200-tallet og lever nu i ca. 500 år. OM han begærer at leve nærmest uendeligt, hører vi ikke. Men han oplever gang på gang at se sine nærmeste omgivelser – i sit øvrigt forunderlige liv – falme, visne og dø. Bogen er fyldt med bibelske referencer på kryds og tværs, ligesom der er alkymi og andet sjov hedenskab i spil.
Først da han møder kærlighed og genkender sin art i hende, Xenia (navnet betyder ‘gæstegave’!), kan hans liv afgrænses og afsluttes. Han går ligesom i et med skovbunden igen.
Noget af det skønne ved romanen og dens tidslige udstrækning er Skords indsigt i og forståelse af menneskeslægtens fortumlede, vaklende, jublende, fjollede, insisterende væren i verden. Han følger dem længe. Ligeså kan han pege på naturens overskud: laksens spring er højere end nødvendigt, fuglens sang smukkere end tænkeligt, solens grundløse spillen i bækken. Det er overflod.
Tiden er en faktor både natur og mennesker lever under, og set i lyset af Raymond Foscas og Skords indsigter – så er det måske slet ikke så ringe endda. Sålænge vi er her, må vi endda have blik for det overskud, som livet er.

Godt nytår!