Skip to main content

Unnaverset

At leve med mod

"Man skal leve med mod", sådan sagde modstandsmanden Ebbe Munck i serien Storfyrstinden. Det skrev jeg mig bag øret. 

Mod er vigtigt, det kan løfte en ud af en tilstand af mistrøstighed og mismod, af en fornemmelse af at sidde fast i noget mudder eller det, der ligner. 

Det er bare ikke altid, at det mod findes. Men som med ganske meget andet, så giver erfaringen af, at det kan svare sig... at det faktisk kan være til gavn at udvise det mod, man ikke har, men finder, eller gives, denne erfaring kan gøre, at man en anden gang tør. Tør række ud efter det. Bede om det. Få det rakt. 

Rigtig mange fortællinger, om det er i sagaer, moderne romaner, klassiske eller eventyr,  handler det om at få givet mod til at gøre hvad der skal gøres.

Eventyret om 'drengen der drog ud i verden for at lære frygten at kende', er jo den skønt bagvendte historie. For det er også nødvendigt at kende grænser, at vide hvor det farlige er, som man skal holde sig fra. 

Jeg synes mod er mange ting. Ofte siger en og anden til mig, at jeg er modig. Ofte er det fordi, det er det eneste, der er at gøre. Så jeg er modig, fordi jeg ikke tør andet.

Glædelig sommer!

7. juli 2025/upg

 

 

Fortællingens evige kræfter

Der er gang i fortællingen igen. 

De vil ud, vil de. Fortællinger der tyder og tolker vore liv. Om det så er indsamlede folkeeventyr med et element af trolde og høje på gloende pæle, eller det er romaner, der kan noget med os. 

I dag (12. oktober 2024) har Kristeligt Dagblad offentliggjort læsernes eget valg af "årtusindets bedste bog", dvs. den bedste bog siden år 2000.

 De skriver: ".. fælles for de fem bøger er, at de ikke alene har betydet meget for deres forfattere. Disse fem bøger har også betydet ekstraordinært meget for deres læsere". 

Det er det fortællinger kan. Om de er mundtlige, eller nedskrevne. 

I det nye år kommer der på Fortællingens dag den 24. januar indspark fra FortællerUnnavers.  Hold øje her og der!

12. okt. 2024/upg

 

 

 

Genkendelse

Genåbning, genstart, gen-alt-muligt hørtes meget for et par år siden. Mennesker og al deres virksomhed skulle lære at kende deres liv på ny, vendt mere eller mindre på hovedet.
Siden er meget tænkt og skrevet: er det coronaens skyld /fortjeneste at….

Mon dog ikke vi stadig genkender vore egne liv?

 Altså selv om ting og værdier blev vendt rundt og rundt igen?
Nyligt er jeg flyttet. Igen. Bøgerne er sat på plads, systematisk, og tilføjet guldet fra min fars og mors reoler. De fylder en del meter og er det end ret så bøvlet at flytte med bøger, er der en genkendelsens glæde ved at holde den ene og anden i hånden.

unnaverset 4jan2024

Eventyr i tre bind, som min mor læste op af, og biskop Hans Mikkelsens dagbøger 1626-41 som han yndede at læse højt af, da vi var voksne.
Genkendelsens glæde ved gamle bekendte: Helleberg og Homer, Auster og Åsbacka, Laxness, Gudmundsson og Heinesen.  Og alle de andre.


Bøvlet er det at flytte bøger, men kærlighedsmøder er det også.
Godt nyt og velsignet år!

Løgumkloster 6. januar 2024

 

 

Et gisp af de gode

 

Man kan gispe efter vejret efter at have manglet det; vejret, åndedrættet eller måske at holde ved.

 Dette gisp er også en slags vågnen, genstart efter en pause, hvor ikke meget fortælleri kom over læbernes gærde, og hvor kræfterne var færre og tiden knap.

 Nu går jeg i gang igen. En opdateret hjemmeside og nu selv placeret i det sønderjyske, hvorfra så mange fortællinger udgår.

Mine fortællinger vil dog fortsat være romaner, myter, eventyr og ’konceptet’ (hvad i alverden skal det ellers hedde?!): Med højskolesangbogen i bagagen.

I fortællingen er mange skatte gemt, i Højskolesangbogen også. Men de skal jo luftes og ikke gemmes!

Så dette må være nytårsforsættet for FortællerUnnavers: at fortælle mere og synge mere.

På tirsdag den 9. januar 2024 begynder jeg med at fortælle Hading-sagnet for to hold konfirmander tilsat sange.

Hading er et kært minde om Per Fisker, som gav det videre til mig.

Godt nyt år! Lad nye stærke og gode fortællinger tage afsæt i dette år.

 

UnnaVerset Helligtrekongersdag 2024

‘Elaborate mythologies’

I filmen “Big Fish” fra 2003 af Tim Burton fortælles den ofte genkommende fortælling om forholdet mellem en søn og en far. Det kunne lige så godt have været en datter og en mor.

Sønnen synes det altid har drejet sig om faderen; han har altid fået fokus flyttet over på sig, selv på sønnens bryllupsdag. Nu er sønnen og hans kone kaldt fra bopælen i Frankrig hjem til USA til faderens dødsleje. Derfor er der tid til samtale – den gode og svære tid, hvor der kan udveksles vrede ord og / eller forståelse. Hvem ved.

Faderens måde, den måde han har bevæget sig gennem livet, er hans enorme evne til at fortælle historier, historier fra hans eget liv. Og de er ærlig talt noget vilde og svært troværdige.

Derfor siger sønnen på et tidspunkt til ham, i vrede og frustration og savn, “you tell elaborate mythologies!’: Du fortæller udfoldede mytologier. Sagt på dansk med mine ord: dine historier er jo bare rablende fortællinger uden bund i virkeligheden! Det er løgn det hele!

Faderen synes, sønnen er uretfærdigt. For historierne er jo sande! Det skete. Det var, hvad han oplevede.

Jeg kan anbefale filmen. Den ender godt, kan jeg afsløre. Men se den selv.

4. maj 2021/upg

 

Menneskers liv er nogle gange bare vildere end man lige kunne forestille sig inde fra sin egen boble.

Prøv en gang at gennemtænke nogle af dit eget livs hændelser: hvis de skulle gengives (og det skal de måske til børn, børnebørn, venner – fordi de fortællinger blev en del af din livsfortælling) – hvor skøre eller vilde eller sære, eller ‘udfoldede (vilde) mytologier’ ville de ikke være?

I dag på min fødselsdag tænker jeg på, hvor mange skøre ting jeg har oplevet, som jeg elsker at give videre til venner og familie.

(Nogle holder jeg for mig selv, eller for de få allernærmeste).

Måske derfor jeg har skrevet ‘elaborate mythologies’ i mine noter i mobilen. For de sande virkelige historier er gode at gemme, sjove at give videre og nogle gange bevægende at huske på og tage med sig.

Gennem årene er de måske tilmed blevet bedre. Hvem ved.

Glædesbrøl

I går, fredag den 12. februar 2021 var der knaldende sol og bidende frost.
Da jeg af-formummet var ude af Trøjborg-centret, kom en ung pige i høj energi iklædt rød baskerhue og en pink nederdel forbi. Hun lyste af liv.
Det kunne jeg ikke lade være med at kommentere; sagde noget om hendes tøj, og hun hørte vist kun det halve, men fyldte så rigeligt mere end den anden halve ud, med et jublende udsagn, et glædesbrøl: “jeg har lige afleveret sidste opgave på uni og jeg har lige mødt den sødeste fyr!”
Hun lyste og gjorde mig inderlig glad.
Til overflod overfløj lidt senere fem hvide selvlysende svaner himmelrummet over mit hoved.

 

Feb. 2021, Aarhus N/upg

Julen 2020 vendt på hovedet

Da Han blev født, den lille, blev en verdensorden vendt på hovedet.

I år bliver julen også anderledes, hele verden rundt. Det er som om uanset hvor man vender sig, så er det både noget nyt og anderledes, og på samme tid det samme, en karusseltur der bliver ved og man kan ikke stå af.

Denne jul skal jeg fejre alene – men dog online med mine unger – alene og dog med julemad fra mine søde underboer – alene og dog med blomster og gaver sendt fra nære veninder med et postnord der denne jul har brillieret med hurtighed – alene, men med min mand i telefonen, når han mærker det brænder på i fortabthed.

Så jeg kan jo ikke klage.

Denne juleaftensmorgen er med blå himmel og sol; radioen er fuld af julemusik, som kan nappe lidt i hjertet, fordi den minder om tidligere juleaftener: som barn, som voksent menneske med alt det, der hører til, som præst – som menneskebarn.

Det er jo bare at huske på, at alt det er jeg stadig.

Også selvom covid bed mig i haserne før jul. Den er heldigvis ved at slippe.

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

24. dec. 2020/upg Bangsbostrand

Glædelig jul til alle derude, ønsker jeg fra 1. sal i Bangsbostrand.

Tidens ilen af sted

Når et bryllup sætter tiden på plads

For nyligt blev min ældste datter gift med sin elskede. Det var som alle bryllupper en stor dag, ikke mindst for dem, der er tæt på og har fulgt den ene eller den anden, fra de trak vejret allerførste gang en decemberdag for 25 år siden.

På et af de mange fotografier fra dagen går de hen ad en sti i skoven. De går hånd i hånd. De vender ryggen til. De er på vej til det, der nu er deres fælles liv.

Det kan synes vemodigt, og det er det. Men det er også og især vidunderligt livsbekræftende, at det væsen der for næsten 25 år siden trak vejret allerførste gang nu virkeligt for alvor og med fuld salut er på vej ind i, med fuld kraft, i sin helt egen fortælling sammen med sin helt egen mand i det liv der virkelig for alvor nu er deres. En fortælling med mange kapitler. Nogle af kapitlerne er allerede skrevet. De fleste ligger forude.

Det sætter livet i relief, det liv også vi andre omkring dem skal leve videre i: At deres historie er sat i sving (som menneskeliv bliver det igen og igen, som en gynge der bliver skubbet i gang). De gyngeture er vi alle i gang med. Sammen, med dem og hver for sig. Men allermest forbundet af det, vi har fælles.

Tak og til lykke.

Oktober 2020/upg

Kan du huske –

Kan du huske, da der var vinter fuld af sne, hver vinter – hele vinteren? Da sommeren varede evigt og de første skoledage smagte af skovfogedæbler og svulmende victoriablommmer, medbragt i poser til uddeling?
Jeg kan huske

  • dage på halmloftet, hvor bliktaget emmede af varme, og veninden og jeg lå i halmen og snakkede i timevis, gerne med en lille kattekilling eller tre,
  • andre dage hvor sommeregnen hamrede mod det samme bliktag,
  • dengang mine brødre fandt en nærmest mumificeret afdød kat under taget
  • når der der blev hentet halm og hø ind,
  • når vores hund tissede af jubel over gensynet med Hans, kontorfuldmægtigen, der dukkede op hos os på landet ved høsttid,
    at hente rødbeder, kartofler, gulerødder under vintermåtterne til aftensmaden, mens lyde og lugte af høns og duer, kaniner, geder og heste fyldte stalden med varme og en hjemlighed, jeg ikke har kendt magen til siden.

Jeg husker så meget. Det hele danner og farver billedet af barndommen. Mine to brødre har givet andre mindebilleder af, andre vinkler på vores fælles barndom. Der står i avisen i dag at søskende sammen danner det fuldstændige billede af deres forældre, og jeg vil tilføje – om hinanden, og om vores historie. En kollega siger “vi har i bund og grund brug for vores søskendes andet livssyn og for deres anden måde at betragte barndommen, verden og familiehistorien på” (Preben Kok, Kr.D. 7. august 2020).
For med hinanden som ledsagere til et langt liv får vi en historie om os selv, der bliver mere fuldstændig, fordi fragmenterne tilsammen giver et hele, et puslespil med et helt billede.
En livsfortællling som sætter os sammen som hele ‘individer’, udelelige – som vi altså ofte alligevel kan føle os som: opdelte og fragmenterede i de forskellige livsrum, vi bevæger os igennem, gennem dagen, ugen, året og vore livsfaser, vore epoker.
Lige om lidt rykker jeg ind i en ny epoke, som vil være velkendt på sin vis, men lidt som de forskellige søskendes billede på den samme barndom, vil mit blik nu være vendt andetsteds fra og i en ny retning. Det bliver godt og givende, måske endda samlende for mine fragmenter at skulle være højskolelærer på Rønshoved Højskole dette efterår.
Hvem ved? Håbet er lysegrønt.

August 2020/upg

De der historier -

Det har været og det er i nogen grad stadig coronatid. En tid, der allerede har fået mange ting koblet på sig: lige fra dybe bekymringer til forhåbninger om, at det gode vi har erfaret – meget mere ro, meget mere tid, meget mere familie – at det vil fortsætte. Dvs. at vi vil kunne holde fast i det.
De fortællinger, som vi hver især bærer med os fra tiden, vil som alle andre ting, vi tager med i vores livs rygsæk, være individuelle. En del fælles og en del farvet af mine øjne, mine øren, mit sind, min baggrund. Alt bærer vi med os og det kan på sin vis bekræfte noget, der kunne ligne en mistrøstig erkendelse: at vi alle er alene. For hver især er vi vores liv, ikke de andres. Det er der tænkt store filosofiske tanker om gennem menneskehedens historie. Men som dét ord siger, så er der en hel masse fælles, der bærer os – menneskene – igennem. Vi er alle født, vi skal alle dø. Vi elsker, vi spiser, danser, griner, græder, sørger, ler. Hvem vi så også er, i grunden, er en gåde vi livslangt skal finde ud af, hver især; hvad tegner netop ‘mig’?

Noget af det coronaen har blotlagt for mig, er at jeg savner at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af at synge med Philip Faber, så min sang­stemme er rusten. Jeg savner fællesskaberne i det folkelige, jeg savner at skulle stå der, meganervøs før, og oplivet bagefter, jeg har fortalt. Jeg savner at dele den fordybelse, der ligger bag søndagens prædiken – valget af salmer og bønner, overvejelserne bag søndagens tekst, både når den provokerer (som den, der står for i disse dage), eller når det er en yndlings, der glider – lidt for nemt og så dét bliver udfordringen.

Jeg savner at møde menigheden i kirken, savner lytternes forventningsfulde ansigter, når jeg står ‘afklædt’ urolig men klædt på med fortællingen; om det er en roman, et eventyr eller noget af det andet der i denne tid har haft mulighed for at spire.
Jeg savner fællesskabet. Dog, fællesskabet er jo derude, og det har hele tiden været der. Som en bjørn eller et pindsvin har det været i hi. I denne sommer vågner det op til sit nye forår.
Fællesskabets, fortællingens, fællessangens, samværets forår midt ind i sommeren, midt ind i vores liv – hvor vi nu er hver især, alene og dog sammen. Vi ses, ja vi gør. Det er godt.

Midsommer 2020