Når et bryllup sætter tiden på plads
For nyligt blev min ældste datter gift med sin elskede. Det var som alle bryllupper en stor dag, ikke mindst for dem, der er tæt på og har fulgt den ene eller den anden, fra de trak vejret allerførste gang en decemberdag for 25 år siden.
På et af de mange fotografier fra dagen går de hen ad en sti i skoven. De går hånd i hånd. De vender ryggen til. De er på vej til det, der nu er deres fælles liv.
Det kan synes vemodigt, og det er det. Men det er også og især vidunderligt livsbekræftende, at det væsen der for næsten 25 år siden trak vejret allerførste gang nu virkeligt for alvor og med fuld salut er på vej ind i, med fuld kraft, i sin helt egen fortælling sammen med sin helt egen mand i det liv der virkelig for alvor nu er deres. En fortælling med mange kapitler. Nogle af kapitlerne er allerede skrevet. De fleste ligger forude.
Det sætter livet i relief, det liv også vi andre omkring dem skal leve videre i: At deres historie er sat i sving (som menneskeliv bliver det igen og igen, som en gynge der bliver skubbet i gang). De gyngeture er vi alle i gang med. Sammen, med dem og hver for sig. Men allermest forbundet af det, vi har fælles.
Tak og til lykke.
Oktober 2020