Fortællingens løgn som sandhed om livet (?)

Ingen har nogensinde med nogen ret kunnet sige, at jeg sparer på ord.
Også derfor ramte det mig, da jeg i studietiden under arbejdet med ”Løgneren” (en retrospektiv og temmelig konstrueret dagbog) læste litteraten Eva Pohl, der skrev om dette, at man ved at fortælle [om] sit liv kommer til klarhed om det.

For man vil igen og igen sætte sig overfor en og begynde ‘dengang jeg … ,da …’.
For få dage siden talte min far og jeg om en syret tid i mit dengang 25-årige liv, hvor jeg tomlede til Sydfrankrig og en kort tid arbejdede som stuepige på et lille danskejet hotel i det sydfranske; ”NN’s galehus’ kaldte vi det siden.
Hensigten var at blive bedre til at tale fransk, for jeg studerede fransk på universitetet. Opholdet blev i stedet på mange måder en særdeles begivenhedsrig periode, der den korte tid til trods gav mig mareridt i årevis efter: i drømmene var hotellets ejere bestyrere af båden der sejlede over floden Styx. Det var ikke en god færgefart.

At fortælle den slags historier – og komme til en slags klarhed over hvad og hvorfor, blev en af drivkræfterne bag det at ville fortælle.
For ved at genfortælle sit liv, sine oplevelser bliver man lidt klogere på dem. Og sig selv engang.
Når det er sagaer eller romaner eller eventyr jeg giver videre, er det i en dyb erkendelse af, at jeg får ved at give.
For de er historier, der fortæller om det til enhver tid værende menneskeliv. Retrospektivt vil det være, og måske er noget af det løgn, sløret af årene og en barmhjertig erindring. Eller det er den afslørede rå virkelighed som den ser ud indefra.
Måske skal historierne fortælles en del gange, før færgemanden sejler et andet sted hen?