Kan du huske –

Kan du huske, da der var vinter fuld af sne, hver vinter – hele vinteren? Da sommeren varede evigt og de første skoledage smagte af skovfogedæbler og svulmende victoriablommmer, medbragt i poser til uddeling?
Jeg kan huske

• dage på halmloftet, hvor bliktaget emmede af varme, og veninden og jeg lå i halmen og snakkede i timevis, gerne med en lille kattekilling eller tre,
• andre dage hvor sommeregnen hamrede mod det samme bliktag,
• dengang mine brødre fandt en nærmest mumificeret afdød kat under taget
• når der der blev hentet halm og hø ind,
• når vores hund tissede af jubel over gensynet med Hans, kontorfuldmægtigen, der dukkede op hos os på landet ved høsttid,
  at hente rødbeder, kartofler, gulerødder under vintermåtterne til aftensmaden, mens lyde og lugte af høns og duer, kaniner, geder og heste fyldte stalden med varme og en hjemlighed, jeg ikke har kendt magen til siden.

Jeg husker så meget. Det hele danner og farver billedet af barndommen. Mine to brødre har givet andre mindebilleder af, andre vinkler på vores fælles barndom. Der står i avisen i dag at søskende sammen danner det fuldstændige billede af deres forældre, og jeg vil tilføje – om hinanden, og om vores historie. En kollega siger “vi har i bund og grund brug for vores søskendes andet livssyn og for deres anden måde at betragte barndommen, verden og familiehistorien på” (Preben Kok, Kr.D. 7. august 2020).
For med hinanden som ledsagere til et langt liv får vi en historie om os selv, der bliver mere fuldstændig, fordi fragmenterne tilsammen giver et hele, et puslespil med et helt billede.
En livsfortællling som sætter os sammen som hele ‘individer’, udelelige – som vi altså ofte alligevel kan føle os som: opdelte og fragmenterede i de forskellige livsrum, vi bevæger os igennem, gennem dagen, ugen, året og vore livsfaser, vore epoker.
Lige om lidt rykker jeg ind i en ny epoke, som vil være velkendt på sin vis, men lidt som de forskellige søskendes billede på den samme barndom, vil mit blik nu være vendt andetsteds fra og i en ny retning. Det bliver godt og givende, måske endda samlende for mine fragmenter at skulle være højskolelærer på Rønshoved Højskole dette efterår.
Hvem ved? Håbet er lysegrønt.