Tidens gang er noget af det, som rammer mennesket ubønhørligt.
Det er nytår og man ser frem og tilbage. Ser sig i spejlet, ser sine børn, ser sine forældre – alt vidner om at tiden går.
To bøger ramte mig stærkt, da jeg var ung. Den ene var Simone de Beauvoirs “Alle mennesker er dødelige”. Bibliotek.dk skriver om den: “Omkring år 1300 drikker italieneren Raymond Fosca udødelighedens eliksir. Beretningen om hans liv i århundrederne derefter viser hans stigende erkendelse: at magt, kærlighed, rigdom er intet, når det måles med evighedens målestok”.
En anden, som jeg aktuelt genbesøger, er Kerstin Ekmanns “Røverne i Skuleskoven”. Den slog mig også helt omkuld, da jeg var ca. 25 år. Siden har jeg foræret værket væk flere gange.
I december hørte jeg Doris Ottesen fortælle af den. Da greb jeg den igen. Doris Ottesen har heldigvis også skrevet et rigtig godt bogværk om Kerstin Ekmann. For fortællingen om Skord (navnet er sammensat af skov og ORD) er sær og særlig og stærkt anbefalelsesværdig.
Skord opstår ligesom bare af skovbunden, vistnok omkring slutningen af 1200-tallet og lever nu i ca. 500 år. OM han begærer at leve nærmest uendeligt, hører vi ikke. Men han oplever gang på gang at se sine nærmeste omgivelser – i sit øvrigt forunderlige liv – falme, visne og dø. Bogen er fyldt med bibelske referencer på kryds og tværs, ligesom der er alkymi og andet sjov hedenskab i spil.
Først da han møder kærlighed og genkender sin art i hende, Xenia (navnet betyder ‘gæstegave’!), kan hans liv afgrænses og afsluttes. Han går ligesom i et med skovbunden igen.
Noget af det skønne ved romanen og dens tidslige udstrækning er Skords indsigt i og forståelse af menneskeslægtens fortumlede, vaklende, jublende, fjollede, insisterende væren i verden. Han følger dem længe. Ligeså kan han pege på naturens overskud: laksens spring er højere end nødvendigt, fuglens sang smukkere end tænkeligt, solens grundløse spillen i bækken. Det er overflod.
Tiden er en faktor både natur og mennesker lever under, og set i lyset af Raymond Foscas og Skords indsigter – så er det måske slet ikke så ringe endda. Sålænge vi er her, må vi endda have blik for det overskud, som livet er.
Godt nytår!